Sunday, 13 October 2013

En god start på en fantastisk ferie

Har haft et par hektiske men utrolig hyggelige dage som start på min oktober-ferie. Det er på en eller anden måde blevet til at det meste bliver holdt hos mig og Chanti, men det gør mig egentlig ikke så meget, og jeg tror at så længe vi forholder os forholdvist stille, så gør det heller ikke Heather noget!

Torsdag havde Sanna, Nora, Louise og jeg tilmeldt os noget skotsk dans som ETS holdte for nogle franskmænd, og selvom Chanti ikke rejser med ETS, så fik vi hende alligevel sneget med! Før da spiste jeg tidlig aftensmad med Sanna og Chanti, før vi drog til Penicuik til den skotske dans. Selvom vi var overvældet over antallet af franskmænd (tror der var omkring 50), og det startede med at være lidt akavet fordi alle snakkede fransk, så endte det med at være vildt hyggeligt, og vi skal i fremtiden fungere som hjælpere til lignende arrangementer!

Fredagen derefter var vi i IKEA - vi har aftalt at tage i IKEA en gang om måneden og spise svensk kødboller, købte svensk slik og hvad vi ellers kunne finde. Vi havde aftalt at tage hjem til mig og bage kanelsnegle, men vi var lidt udmattede efter at have rendt rundt og opført os som tosser i IKEAs børne-afdeling, så da vi så at de solgte store, nybagte kanelsnegle til 50 pence pr. styk så kunne vi ikke sige nej.



 Derefter blev det lørdag, og vi havde aftalt endnu en sleepover. Før de andre gæster kom over, så havde Chanti og jeg inviteret Sanna og Nora til at komme over og fortsætte vores Game of Thrones marathon og spise is, og så lavede Chanti schnitzler til aftensmad!

Efter aftensmad ankom Lucia, Flo og Chloe med deres gyserfilm og slik (og Heather kom op med en kasse Quality Street som blev fortæret på få minutter).

Dagen efter (hvilket så er søndag, hvilket vil sige idag) tog Sanna og jeg til Edinburgh for først at fremmest at finde nogen, der kunne reparere min mobil, men det endte med at der var ingen, der kunne ordne min mobil, og vi endte med at sidde og spise is og bruge alt for mange penge i stedet. Jeg var for første gang i pund-butikken (hvilket nok er den bedste butik i verden), hvor jeg fik fat i en scrapbog, lim og en hel masse andre scrapbogs-redskaber for få pund. Jeg fik også for første gang i mit liv spist på KFC, hvilket bestemt ikke var så slemt, som jeg havde troet!

Alt i alt har det været en fantastisk start på en endnu mere fantastisk ferie. Skrev for et par dage siden en plan over min ferie, fordi der simpelthen er så mange ting, jeg skal nå i den her ferie, og jeg ser SÅ meget frem til hver eneste dag! Faktisk ser jeg frem til hver eneste dag hele tiden - jeg er simpelthen så glad for tiden. At tage på udvekslings er en af de bedste ting, jeg nogensinde har gjort, og jeg føler bare at tiden flyver (lidt for hurtigt) forbi. Jeg når aldrig rigtig at få hjemve, selvom jeg da sagtens kan savne nogle af tingene derhjemme, fordi at jeg hele tiden tænker på, hvor kort tid der er til jeg er hjemme. Det bliver så utrolig hårdt at tage fra Skotland igen, og jeg kan allerede næsten ikke klare tanken om at skulle sige farvel til alle herovre, selvom det selvfølgelig nok skal blive fantastisk at se Danmark igen!



No comments:

Post a Comment