Saturday, 31 August 2013

PIZZA

Igår havde ETS (det bureau, der hjalp med at sende mig til Skotland) indkaldt til udvekslings-student-møde! Og der var pizza!! Udover pizzaen, så hørte vi en fremlæggelse om regler imens vi er her og udfyldte nogle papirer - det var egentlig meget hyggeligt, for vi mødte også en hel masse andre udvekslingsstudenter! Og selvom der var blevet sagt, at det var et "english only" rum vi befandt os i, så var det lidt svært ikke at snakke dansk med de to piger, jeg havde rejst herhen med!

Penicuik-området (dvs. mig, Louise, Sanna og Nora)'s area rep Jim!
Udfyldte en hel masse papirer om vores skole, hvordan vi havde det osv!

Louise, da hun smagte Irn Bru (en skotsk sodavand, som KUN findes i Skotland) første gang
Vi kan godt lide Irn Bru!
Vi havde glædet os til pizza hele ugen, så vi var lykkelige da pizzaen endelig ankom!
Og så havde Nora fødselsdag i onsdags, så der var blevet indkøbt en fødselsdagskage til hende!




Edinburgh (dot dot dot)





Sidste weekend var jeg i Edinburgh for første gang! Faktisk var det anden gang, men første gang var jeg der bare for at få buskort, så jeg nåede ikke rigtigt at se byen!
Elsker simpelthen den by! Den er så super smuk, samtidig med at den har en Primark, der er den bedste butik i verden. 

Var derinde med tre af de andre udvekslingsstudenter: Nora, Sanna og Louise! Vi opførte os som rigtige turister og tog billeder med vores spejlrefleks-kameraer, gik i souvenirshops og spiste fish and chips!

De er også herovre!
Det er simpelthen noget helt andet end i flade bjerg-løse Danmark! Det her er midt inde i Edinburgh!

Endelig fik vi vores fish and chips! Med hvidløgsbrød til, mmm!
Og vi stoppede selvfølgelig ikke der; vi skulle da også have noget dessert!
Det store træ blokerede lidt for de smukke huse, jeg prøvede at tage billede af
Sanna, Louise og Nora ude foran Primark!







Sunday, 25 August 2013

De første dage i Beeslack High School

De første lektier, jeg har lavet på min nye skole
Nu har jeg haft to hele skoledage på high school, hvilket helt klart har været en stor oplevelse og meget anderledes fra skolen i Danmark.
For et første, så er jeg 6th grader og dermed de ældste på skolen. Jeg var lidt nervøs, for så vidt jeg har forstået, så må 6th grade svare til 3G på gymnasiet, når det er deres sidste år inden universitetet, så jeg var lidt bekymret for lektiemængden. Speciel fordi at alle mine fag er "higher" (der er 3 niveauer: intermediate, higher og advanced higher) undtagen engelsk, hvor jeg har "advanced higher". Nu har jeg som sagt kun gået der i to dage, og det meste af det, jeg har haft, har været intro til fagene, men det virker ikke umiddelbart til, at det bliver noget problem. Ellers så er lærerne meget søde og vil gerne hjælpe til, at vi bliver rykket ned i niveau, så vi kan følge med.
Men som 6th grader skal man kun vælge mindst fire fag, så jeg har valgt disse:

English:
Det er bare lidt ligesom dansk i skolen, hvor man analyserer digte og sådan noget, så er det bare på engelsk i stedet. Det eneste, der er rigtig anderledes er, at de skriver alt i hånden. Jeg har ikke skrevet en opgave i hånden i over 4 år tror jeg, og jeg holder forkert på blyanten når jeg skriver, så jeg får ondt i hånden vildt hurtigt. Men min engelsklærer Dr. Isensee (det er sjovt at skulle kalde sine lærere for Mr, Mrs, Ms, Dr osv!) fortalte, at til eksamen skal man skrive et essay, hvor de forventer 13-15 sider. 13-15 sider i hånden!! Skal virkelig øve mig på at skrive hurtigt, så.

History:
Har kun haft introduktion til det her fag indtil videre, men det virker til at være okay og ikke for svært. Vi skal have noget om Storbritanniens historie, hvilket jeg er lidt spændt på, for det ved jeg ingenting om, og så skal vi have noget om USA's historie.
Har kun haft historie i to lektioner, og i de lektioner var vi 43 elever fordi at skemaet var blevet lavet forkert, så der var sådan nogle fejl over det hele. Det burde helst være ordnet inden næste gang, for det var helt umuligt at lære noget, når man sad 43 elever i ét klasselokale og varmede det op til en ulidelig temperatur.

Art&Design:
Nok mit yndlingsfag! Hun fortalte os udvekslingsstudenter, der begyndte i klassen, at der ville være rigtig meget skriftligt og at vi ikke kun skulle sidde og tegne, som de fleste troede, men det har jeg ikke noget problem med! Indtil videre har vi dog bare siddet og tegnet og øvet os i at lave skygger og farvelægge vores tegninger på en rigtig måde.
Det hele ender ud i, at vi skal lave en portifolie med et tema, vi selv vælger. Ville gerne forklare lidt mere om det, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår det, selvom læreren virkelig prøvede at forklare det til mig.

Product Design:
Havde oprindeligt valgt "Music", men den klasse var fyldt op, så jeg gik på jagt efter et andet fag.
Jeg snakkede med en lærer, der underviste i Product Design, der fortalte mig, at der var rigtig hyggeligt og kreativt og at det passede supergodt med, at jeg gerne vil være arkitekt. Han fortalte også, at det var en lille klasse på 10 elever og at de fleste var piger, så at jeg nemt kunne få nogle venner i klassen, når vi lavede gruppearbejde.
Alt i alt virkede det bare super hyggeligt, men så da jeg kom derhen i fredag (efter at have glædet mig til det hele dagen) var det en anden lærer, jeg havde, og det var en kæmpe klasse fyldt med drenge, og det var slet ikke hyggeligt og jeg følte mig virkelig som en outsider. Læreren kom også bare ind, sagde at vi skulle lave 6 designs på en sengelampe, og så gik han igen. Det var ikke rigtig en succes.
Går nok ned og snakker med min kontaktlærer Mrs. Lappan om det og hører, hvorfor det pludselig blev ændret.

Nu blev det et lidt langt indlæg, håber det var til at overskue! Nu vil jeg smutte ned til Edinburgh med de andre udvekslingsstudenter, og prøve at huske at tage nogle billeder, som jeg kan lægge ud her!

En hel uge i et fremmed land!

Nu har jeg været i Skotland i en uge, og hold da op hvor har det været en oplevelsesrig uge!
Jeg er faldet godt til herhenne, selvom jeg godt kan have øjeblikke, hvor jeg savner den normale hverdag i Danmark, og synes at 10 måneder er lidt lang tid. Men jeg ved, at lige pludselig så er de 10 måneder gået, og så ville jeg synes, at det gik alt for hurtigt og ville ønske, at jeg kunne opleve det igen. Så jeg prøver at nyde det så meget jeg kan!

Jeg er begyndt på Beeslack High School og haft mine første skoledage der - hold da op, hvor var det forvirrende! Jeg er vant til at min skole i Danmark var meget åben og stor med glasvægge og sådan noget, og her er der lange gange og 1000vis af døre over det hele. Heldigvis er der et ret godt system for hvad klasseværelserne hedder, så det er til at finde den klasse, man skal være i.
Jeg skal til Edinburgh med 3 af de andre udvekslingsstudenter om en times tid, så det bliver et lidt hurtigt indlæg, men jeg regner med at lave endnu et indlæg senere, hvor jeg fortæller mere om de fag, jeg har valgt i skolen og sådan noget :D

Min værtsmor Heather er rigtig hyggelig at være sammen med. Jeg kan nogle gange godt misunde de andre udvekslingsstudenter, der har en stor værtsfamilie med små søskende og kæledyr, men på den anden side så er det også meget rart at alting er stille og roligt derhjemme, når skolen og alt andet er så forvirrende og nyt.
Heather hun var også ude til en 80'er fest igår (skulle have haft snuppet et billede af hende i hendes outfit - hun havde paryk på og alt muligt!) og det gav mig mulighed for at have en "skype-date" med mine to veninder. Min ene veninde har kærestesorger, så vi sad og spiste Ben&Jerry (endnu en grund til at elske Skotland: en halv liter Ben&Jerry koster kun 3 pund!!!) og så film og snakkede hele aftenen, hvilket var meget hyggeligt!

Heather hun har fortalt mig, at hun næsten aldrig køber fastfood og drikker sodavand, men for et par dage siden købte hun pizza og lave kartoffelbåde og lod mig se film imens jeg spiste det inde i stuen! Ved ikke helt hvad anledningen var, men hyggeligt var det!

Apropos mad, så fik jeg den første dag jeg var her i Skotland haggis til aftensmad, som jeg nå har hørt så meget om. Jeg gik bagefter på google og fandt ud af, at det er lavet af fårehjerte, fårelever og fårelunger, hvilket lyder lidt ulækkert, men det smagte faktisk ret godt, og er bestemt ikke noget, jeg ville have noget imod at spise i fremtiden!

Endnu et eksempel på hvor forvirret jeg er her i Skotland, er at jeg blev helt væk i fredags. Jeg tog en anden bus end jeg var vant til, for at kunne følges med de andre udvekslingsstudenter hjem fra skole, og jeg spurgte buschaufføren og den kørte til Bilston (hvor jeg bor) og han sagde ja.
Men jeg kendte overhovedet ikke det område, bussen kørte rundt i, og til sidst spurgte jeg en pige i bussen, om vi snart kom til Bilston, og hun fortalte, at den var vi kørt forbi for længst. Så jeg hoppede ud af bussen på de næste stoppested og ringede til Heather. Den næste bus kom først om en time til halvanden, så hun måtte guide mig hjem til Bilston - det var en lang gåtur! Men heldigvis kom jeg (lidt udmattet) hjem.

Håber det her indlæg er til at forstå, selvom det var lidt rodet og at jeg talte om 117 forskellige ting. Det passer meget godt til mit liv for tiden - det er heller ikke altid lige så nemt at finde rundt i.

Tuesday, 20 August 2013

Mit nye hjem i Skotland

Nu har jeg været i Skotland i to dage, og er ved at vænne mig til alting. Det var meningen, at jeg ville have skrevet indlæg om hvordan jeg bor her i Skotland igår morgen, men der skete simpelthen så mange ting! Jeg har både skulle nå ind i Edinburgh og få buskort, simkort og telefonabonnement, og så har jeg fundet ud af at tage bussen (der er virkelig mange busser i Skotland, og de er virkelig forvirrende) ind til nogle butikker, hvor jeg har købt min skoleuniform og andre skoleting.
Så nu er jeg helt klar til at starte på high school! ... I hvert fald så klar som jeg kan blive, tror jeg.

Skulle faktisk have været i seng nu - det bliver en lang dag imorgen - men tænkte lige, at jeg ville nå det indlæg, jeg havde planlagt, nu!

Det her er noget at mit værelse - det er meget større, end jeg havde regnet med! Men jeg havde også prøvet at lade være med at have for store forventninger.


Der er plads til et skrivebord (som jeg gør god brug af, man kan allerede se hvordan det roder), en kommode, et tøjstativ, en dejlig flet-lænestol og min helt egen køjeseng!

Jeg har simpelthen to senge for mig selv, så jeg kan vælge om jeg vil sove nederst eller øverst, hvilket jeg meget godt kan lide! Men nu er sengen lidt større på den nederste, så det er den jeg har brugt mest.






På mit værelse er der også et stort indhak i væggen, hvor der står et kæmpe tv med xbox, hvorpå jeg kan se alle de 1000vis af DVD'er, man kan se i baggrunden på billedet. Og der var også lige plads til, at jeg kunne snige mine kufferter ind bag ved tv'et, så de ikke står og fylder :D










Huset er vildt farverigt og hvert rum har lidt deres egen farve. F.eks. er mit værelse cremefarvet og rødt, mens gangen er helt grøn, min værtsmors værelse er tyrkis med blomsterprint og gæsteværelset er helt blåt! Det er meget sejt og anderledes, og det gør en helt glad at gå rundt i huset.







Badeværelset er not mit yndlingsrum i forhold til farverne - det er nemlig helt lilla og pink!
Her er det tydeligt at se, at der kun bor piger i huset - alt er helt vildt "tøset" hvis man kan sige det sådan, med pink og glitter og fine ting over det hele.

Og så har wc'et har nok det sejeste glitter-wc-bræt i verden!



Og der her er udsigten fra mit værelse! Jeg elsker at kunne kigge på bjergene, fordi at jeg er vant til at alting er så fladt i Danmark. Mange af de bjerge bliver også til gode ski-områder om vinteren!

Men nu vil jeg smutte i seng, så jeg kan være frisk til min første skoledag i high school :D

Monday, 19 August 2013

I'M HERE

Så er jeg ankommet i det regnfyldte Skotland! Hold da op, hvor er alting forvirrende og fremmed, men samtidig også meget spændende! Her er nogle billeder fra lufthavnen, og rejsen derover:



Først ankom jeg til lufthavnen, hvor jeg skulle tjekke min bagage ind (der heldigvis var inden for det antal kilo, man måtte have med!) og sige farvel til min familie.

Jeg skulle rejse sammen med to andre udvekslingsstudenter, Emma og Anna, og vi havde allesammen regnet med at Exporius-repræsentanten ville følge os næsten indtil vi skulle på flyet, men efter vi havde checket ind, så stod vi på egne ben, hvilket ingen af os havde prøvet før!

Men vi kom igennem sikkerhedskontrollen (selvom jeg næsten blev nødt til at pakke min gave til min værtsmor op, fordi der var en lakridssirup indeni) og endte til sidst meget spændte på flyet til Skotland :)



I Skotland ventede min værtmor Heather, der kørte os hjem (i den "forkerte" side af vejen, meget forvirrende!) til Penicuik.
På hjemturen pegede hun på nogle bjerge og fortalte, at der var rigtig gode ski-muligheder, når sneen faldt, så jeg glæder mig til vinter!




Folk snakker meget sjovt herovre, og jeg har tit lidt svært ved at forstå min værtsmor, hvilket resulterer i, at hun næsten skal gentage alt hvad hun siger, fordi jeg ikke lige fattede det første gang. Det håber jeg, at hun kan holde ud indtil jeg lærer at forstå accenten!

Sunday, 4 August 2013

Værtsfamilie!

Det er efterhånden old news, for jeg fik faktisk nyheden for et par måneder siden, men det gør den jo ikke mindre spændende - jeg har fået værtsfamilie! Faktisk var jeg den første udvekslingsstudent, som skulle til Storbritannien, der fik værtsfamilie!
Idag er der to uger til at jeg skal afsted, og derfor synes jeg også det var passende at opdatere lidt herinde, så det var klar til de mange opdateringer, der (forhåbentligt) kommer når jeg er afsted. Nu skal I bare høre:

Jeg skal bo i Skotland! Jeg havde altid regnet med og håbet lidt på at komme til England, men nu hvor jeg har læst en masse om Skotland og lært min værtsfamilie bedre af kende, så er jeg ligeglad, jeg glæder mig bare SÅ meget til at komme afsted.
Jeg skal gå på skolen Beeslack High School, hvor jeg skal have skoleuniform (hvilket virkelig var noget, jeg havde drømt om at skulle have) som er sådan rigtig klassisk med sort nederdel, hvis skjorte eller trøje, skoleslips og eventuelt skoleblazer og skolesweatshirt :D Selve skolen virker også ret fed - der er rigtig mange forskellige skole-aktiviteter, man kan tage sig til, så jeg skal nok få en masse at se til! Når jeg ankommer får jeg en liste, hvor jeg skal vælge 5 fag, som jeg skal have hele året.
Desuden ejer skolen et område på 17,5 hektar, hvilket er ret stort, så det glæder jeg mig virkelig også til at se!

Den by, jeg skal bo i, hedder Penicuik (er ikke engang sikker på hvordan man udtaler navnet) og ligger 8 mil fra Edinburgh, hvilket er meget dejligt. Penicuik har desuden 15.000 indbygger, hvilket er lidt mindre end hvad jeg er vant til i Holbæk.

Og nu til selve værtsfamilien!
Værtsfamilien er meget simpel og består af en enkelt person: min værtsmor ved navn Heather. Hun er skilt, og har to sønner, der er flyttet hjemmefra og har børn, og hver torsdag får hun besøg af hendes ene søn og børnebørn.
Vi virker til at passe rigtig godt sammen: hun virker til at være lige så kreativ som mig og elsker at male, strikke og lave DIY. De gange, vi har skrevet sammen, virker hun desuden rigtig sød og imødekommende, og jeg glæder mig super meget til at møde hende om to uger!

- Sara