| De første lektier, jeg har lavet på min nye skole |
For et første, så er jeg 6th grader og dermed de ældste på skolen. Jeg var lidt nervøs, for så vidt jeg har forstået, så må 6th grade svare til 3G på gymnasiet, når det er deres sidste år inden universitetet, så jeg var lidt bekymret for lektiemængden. Speciel fordi at alle mine fag er "higher" (der er 3 niveauer: intermediate, higher og advanced higher) undtagen engelsk, hvor jeg har "advanced higher". Nu har jeg som sagt kun gået der i to dage, og det meste af det, jeg har haft, har været intro til fagene, men det virker ikke umiddelbart til, at det bliver noget problem. Ellers så er lærerne meget søde og vil gerne hjælpe til, at vi bliver rykket ned i niveau, så vi kan følge med.
Men som 6th grader skal man kun vælge mindst fire fag, så jeg har valgt disse:
English:
Det er bare lidt ligesom dansk i skolen, hvor man analyserer digte og sådan noget, så er det bare på engelsk i stedet. Det eneste, der er rigtig anderledes er, at de skriver alt i hånden. Jeg har ikke skrevet en opgave i hånden i over 4 år tror jeg, og jeg holder forkert på blyanten når jeg skriver, så jeg får ondt i hånden vildt hurtigt. Men min engelsklærer Dr. Isensee (det er sjovt at skulle kalde sine lærere for Mr, Mrs, Ms, Dr osv!) fortalte, at til eksamen skal man skrive et essay, hvor de forventer 13-15 sider. 13-15 sider i hånden!! Skal virkelig øve mig på at skrive hurtigt, så.
History:
Har kun haft introduktion til det her fag indtil videre, men det virker til at være okay og ikke for svært. Vi skal have noget om Storbritanniens historie, hvilket jeg er lidt spændt på, for det ved jeg ingenting om, og så skal vi have noget om USA's historie.
Har kun haft historie i to lektioner, og i de lektioner var vi 43 elever fordi at skemaet var blevet lavet forkert, så der var sådan nogle fejl over det hele. Det burde helst være ordnet inden næste gang, for det var helt umuligt at lære noget, når man sad 43 elever i ét klasselokale og varmede det op til en ulidelig temperatur.
Art&Design:
Nok mit yndlingsfag! Hun fortalte os udvekslingsstudenter, der begyndte i klassen, at der ville være rigtig meget skriftligt og at vi ikke kun skulle sidde og tegne, som de fleste troede, men det har jeg ikke noget problem med! Indtil videre har vi dog bare siddet og tegnet og øvet os i at lave skygger og farvelægge vores tegninger på en rigtig måde.
Det hele ender ud i, at vi skal lave en portifolie med et tema, vi selv vælger. Ville gerne forklare lidt mere om det, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår det, selvom læreren virkelig prøvede at forklare det til mig.
Product Design:
Havde oprindeligt valgt "Music", men den klasse var fyldt op, så jeg gik på jagt efter et andet fag.
Jeg snakkede med en lærer, der underviste i Product Design, der fortalte mig, at der var rigtig hyggeligt og kreativt og at det passede supergodt med, at jeg gerne vil være arkitekt. Han fortalte også, at det var en lille klasse på 10 elever og at de fleste var piger, så at jeg nemt kunne få nogle venner i klassen, når vi lavede gruppearbejde.
Alt i alt virkede det bare super hyggeligt, men så da jeg kom derhen i fredag (efter at have glædet mig til det hele dagen) var det en anden lærer, jeg havde, og det var en kæmpe klasse fyldt med drenge, og det var slet ikke hyggeligt og jeg følte mig virkelig som en outsider. Læreren kom også bare ind, sagde at vi skulle lave 6 designs på en sengelampe, og så gik han igen. Det var ikke rigtig en succes.
Går nok ned og snakker med min kontaktlærer Mrs. Lappan om det og hører, hvorfor det pludselig blev ændret.
Nu blev det et lidt langt indlæg, håber det var til at overskue! Nu vil jeg smutte ned til Edinburgh med de andre udvekslingsstudenter, og prøve at huske at tage nogle billeder, som jeg kan lægge ud her!
No comments:
Post a Comment